mandag den 16. februar 2015

Flødeboller.....

Vi e-l-s-k-e-r flødeboller herhjemme og det var derfor nærliggende at købe glukosesirup, da Netto pludselig havde det, så vi fremover selv kan trylle lækre flødeboller frem.

Men så blev det jul og kræfterne blev brugt på julebag, gaver, mad og hygge i stedet, så glukosesirupen blev i skabet indtil forrige weekend, hvor jeg ville bruge den.

Men så så den sådan her ud
Krystalliseret glukosesirup - bør være helt klar

og lignede ikke rigtig noget, jeg ville bruge, så projekt flødeboller blev ikke til noget.

Jeg tænkte at det var da lidt sært med den der glukosesirup, som var opbevaret som anført på bøtten. Jeg googlede lidt og kom til Svansøs Facebook profil, hvor der stod, at det var Netto, der var kommet til at give bøtterne frost, så man skulle bare sende en mail til Svansø, så ville de tage sig af det.

Der gik et par dage, så fik jeg en mail med denne ordlyd:

Vedr.: glukosesirup


Tak for din henvendelse vedrørende vores glukosesirup. Vi er kede af, at du har haft en dårlig oplevelse med et af vore produkter, hvilket er meget utilfredsstillende både for dig som forbruger og for os som producent.

Glukosesirup er et temperaturfølsomt produkt, og krystallisering begynder, hvis produktet har været udsat for kulde. Det er naturligvis meget uheldigt, men det er ude af vore hænder at vide, hvordan glukosesiruppen behandles/opbevares, efter den har forladt vores fabrik. Vi vil gerne henvise til informationen på etiketten, om at glukosesirup opbevares bedst ved rumtemperatur. Derudover kan vi oplyse, at der ikke er nogen sundhedsrisiko forbundet med krystallerne, ej heller funktionaliteten af produktet. Endelig kan vi oplyse, at ved nænsom opvarmning, kan krystallerne opløses.

Vi håber du vil købe vores produkt igen, og er der yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.

Som kompensation, vil vi gerne sende en erstatningspakke med separat post, med et par af vore andre produkter, hvorfor vi udbeder os din postadresse.

God fornøjelse med pakken.


Med venlig hilsen 

Jae, det er da meget godt, men når man nu ved, at produktet er opbevaret forkert hos Netto og Svansø selv opfordrer til at henvende sig, så er det der da en lidt mærkelig mail. Jeg skrev tilbage med adresse og besked om, at den er opbevaret 100% korrekt hos mig, men har aldrig modtaget noget svar.

Til gengæld modtog jeg i dag en kæmpe pakke fra Svansø - ungerne var helt vilde, wauv en pakke med "hemmeligt indhold", men skuffede blev de (og jeg for den sags skyld, også). Der var en sindssyg masse emballagedimser (du ved, de der hvide dimser) og nede i bunden lå - tadadadada - dette:





En pakke sveskegrød og en bøtte marmelade - jamen fine ting, bestemt, men jeg ville bare så gerne have haft en glukosesirup og som den ene af ungerne tørt konstaterede "Det har kostet mere at sende den pakke med Postdanmark end de varer, der er i", hvilket jeg må give hende ret i.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar